Lysebrune støvler og sandfarvede camouflageuniformer er onsdag gået i takt ned ad Strøget i København for at markere soldaternes flagdag.
Det er fjerde gang, Danmark markerer flagdagen. En tradition, der blev indført for at ære alle dem, som er eller har været udsendt for Danmark, og deres pårørende.
Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), talte til de mange fremmødte på Christiansborg Slotsplads.
- Det kræver stort mod at løse disse opgaver, og hver enkelt, der har arbejdet for Danmark i international tjeneste som soldat, politimand, eller med humanitær og civil bistand, fortjener vores anerkendelse, sagde Mogens Lykketoft.
Han takkede på vegne af Folketinget, og takken gik også til alle pårørende til dem, der har været i tjeneste.
- Verdens usikkerhed er vores usikkerhed, sagde han.
Og parlamentsformanden slog fast, at vi også i fremtiden vil komme til at kæmpe i konflikter blandt andet som del af FN's fredsbevarende og fredsskabende styrker.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) talte på flagdagen ved en mindegudstjeneste i Holmens Kirke.
Hun talte blandt andet til de efterladte til de 108 udsendte, der aldrig er kommet hjem igen.
- Hele Danmark deler jeres sorg og smerte. Men det er jer, som sidder med den tomme stol, når familien samles. Det er jer, som har mistet den, der ikke måtte mistes. I har min dybe medfølelse. I har min dybeste respekt, sagde hun.
En række andre politikere har også udtrykt deres taknemmelighed over de udsendtes indsats på sociale medier som Twitter og Facebook.
/ritzau/