Lykke Friis: Kvindekvoter skaber ikke vækst

Kvindekvoter i bestyrelser er den forkerte medicin. Regeringen må gribe ind, mener Venstres EU-ordfører.

Det er dybt betænkeligt, at EU's justitskommissær Viviane Reding trods stor skepsis blandt medlemsstaterne turer sådan frem og vil tvinge kvindekvoter igennem i de børsnoterede virksomheders bestyrelser.

Ikke mindst når erfaringerne fra Norge viser, at der ikke er belæg for, at kvoter skaber vækst.

Det siger Venstres EU-ordfører, tidligere ligestillingsminister Lykke Friis.

- Europas konkurrenceevne er i den grad udfordret af de nye stærke økonomier, og der hjælper det bestemt ikke på væksten, at virksomhederne nu skal bruge tid og overskud på at indfri et fuldstændigt vilkårligt kvotekrav.

- Det er ganske enkelt den helt forkerte medicin, der risikerer at gøre ondt værre, siger Lykke Friis i en kommentar til Redings nye forslag til et kvotedirektiv.

Venstre har ifølge Lykke Friis længe, men forgæves opfordret regeringen til at gribe ind.

- Fra Venstres side har vi længes forgæves opfordret både ligestillingsminister Manu Sareen (R) og erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) til at samle en koalition af lande imod forslaget.

- Regeringen har imidlertid konsekvent bare sagt, at frygten var hypotetisk, og at der ikke lå et forslag. Nu har vi desværre miseren. Forslaget er på vej, men så må regeringen sætte alle sejl til for at få forslaget ryddet af veje, siger Lykke Friis.

Hun mener, at det kunne være en opgave for europaminister Nicolai Wammen (S).

- Efter det danske formandskabs afslutning er han mildest talt ikke er overbebyrdet med opgaver. Ikke mindst i borgerlige kredse kan tiltag som tvangskvoter føre til, at endnu flere vender ryggen til Bruxelles, fastslår Lykke Friis.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.