Lufthansa-fly holder nu stille i 24 timer

Stewarder og stewardesser nægter at trække i arbejdstøjet over hele Tyskland i protest over for lidt i løn.

Kabinepersonalet i det tyske luftfartsselskab Lufthansa har ved midnatstid natten til fredag for første gang nedlagt arbejdet over hele Tyskland i en strejke, der er planlagt til at vare i 24 timer.

Lufthansa har tidligere meldt ud, at selskabet aflyser 1000 af sine 1800 flyvninger fredag på grund af strejken blandt de 19.000 stewarder og stewardesser, som ventes at ramme omkring 100.000 passagerer.

- Stemningen blandt medarbejderne er i top. Vi er ved godt mod, siger en talsmand for kabinepersonalets fagforening, UFO, natten til fredag.

Baggrunden for strejken er en overenskomst- og lønstrid.

Fagforeningen UFO har under forliste overenskomstforhandlinger forlangt lønstigninger på fem procent oven på tre års nulvækst. Samtidig kræves der et stop for udlicitering af job og korttidsvikarer.

Lufthansa siger, at konkurrencen på det internationale flymarked er så hård, at man ikke kan honorere kravene.

Selskabet har tilbudt kabinepersonalet 3,5 procent mere i løn, men vil flytte flere job over i et datterselskab med lavere lønninger.

- Der har været kontakt (til ledelsen, red.), men ingen forhandlinger, siger en talsmand for kabinepersonalets fagforening, UFO, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det er første gang nogensinde, at koncernen rammes af en national strejke blandt stewarder og stewardesser.

Efter to regionale arbejdsnedlæggelser, først i Frankfurt i sidste uge og i tirsdags både i Frankfurt, München og Berlin, blev den igangværende lønstrid mellem selskabet og de kabineansatte så fastlåst, at konflikten har spredt sig til hele landet.

De to dages arbejdsnedlæggelser kostede i alt over 500 aflyste flyafgange, hvilket gik ud over 90.000 passagerer.

- Vi kommer til at kæmpe, lige indtil Lufthansa vender tilbage til fair, acceptable forhandlinger, sagde en talsmand for UFO i weekenden.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.