Op imod 100.000 flyrejsende har fredag måttet se sig om efter alternative transportmuligheder, da Lufthansas kabinepersonale har nedlagt arbejdet over hele Tyskland, og flere end 1000 flyafgange er aflyst.
Den 24 timer lange strejke kommer til at føre til forsinkelser helt frem til midten af næste uge, og det tyske luftfartsselskab er nu parat til komme sine 19.000 stewarder og stewardesser i møde i den tilspidsede konflikt om løn og arbejdsvilkår.
Lufthansa meddeler fredag eftermiddag, at man ikke længere vil bruge løstansatte stewarder og stewardesser i Berlin. Vikarerne fra firmaet Aviation Power vil til næste år få tilbudt et regulært job hos det store tyske luftfartsselskab.
- Vi afstår ensidigt og uden modkrav fra at bruge eksternt kabinepersonale i Berlin inden for en overskuelig tidsramme, siger Lufthansas bestyrelsesformand Christoph Franz.
/ritzau/dpa