FC Nordsjælland er kraftigt undertippede, når det danske mesterhold onsdag aften tager hul på sin første deltagelse i fodboldens Champions League.
Men det faktum, at de fleste regner med en sejr til det ukrainske rigmandshold Shakhtar Donetsk, gør det bare sjovere, mener FCN's offensive profil Kasper Lorentzen.
- Alle glæder sig vildt til kampen. Vi har mulighed for at overraske alle hjemme i Danmark og i resten af Europa.
- Det bliver ikke nemt, det er vi helt klar over, men jeg kan mærke, at folk har en tro på, at muligheden er der, siger Kasper Lorentzen.
Flere FCN-spillere udtrykker samme fornemmelse. De regner med, at det spilsystem, der er indøvet gennem flere år, er et stærkt våben også på internationalt niveau.
- Vi har en tro på os selv og den måde vi gør tingene på, som vi er overbeviste om, er den eneste rigtige, lyder det fra Mikkel Beckmann.
- Den måde, vi spiller på, kan godt gøre ondt på nogle hold, og vi har set på video, hvor vi kan ramme Shakhtar, siger Beckmann.
FC Nordsjælland møder Shakhtar Donetsk onsdag aften klokken 20.45.
/ritzau/