Scenen er sat, og atleterne er klar, når syv års nedtælling til OL i den britiske hovedstad når målet med dagens længe ventede åbningsceremoni.
Det tre-timer lange show, der ventes at blive set af et globalt tv-publikum på op mod en milliard, markerer starten på 17 dage med atletiske udfoldelser, som vil skabe helte, få drømme til at brist og tænde patriotisme.
London forbereder sig på en intens prøvelse, mens spørgsmål om byens hårdt prøvede transportsystem og allestedsnærværende sikkerhedstrussel hænger over arrangementet klar til at overskygge begivenhederne på sportspladsen.
Premierminister David Cameron insisterer på, at Storbritannien vil levere et mindeværdigt OL, efter den amerikanske præsidentkandidat Mitt Romney trak i land efter nogle kritiske udtalelser han kom med om forberedelserne til legene.
Romney, der er i London for at overvære åbningsceremonien, kaldte det "foruroligende", at det ikke var lykkes for det private sikkerhedsfirma at levere det antal vagter, som de havde lovet.
Cameron svarede ved at sige, at han var sikker på, at briterne ville støtte op om legene og fik sendt en stikpille af sted mod Romneys fortid som leder af vinterolympiaden i Salt Lake City i 2002.
- Vi afholder et OL i en af de mest travle byer i verden. Det er selvfølgeligt nemmere, hvis du afholder OL i midten af ingenting, siger Cameron.
Smugkig fra den 260 millioner kroner dyre åbningsceremoni, der blev optaget under onsdagens generalprøve, tyder på, at det vil blive en storslået, men excentrisk produktion, som man kunne forvente fra instruktøren Danny Boyle.
Den Oscar-belønnede instruktør bag filmen Slumdog Millionaire har lovet at skabe et "billede af os som nation" og afslørede, at showet blandt andet vil byde på levende får og dansende kirurger fra det britiske sundhedsvæsen, National Health Service.
/ritzau/AFP