En nabostrid førte til, at en 69-årig mand fra Lille Stokkebjerg ved Jyderup skød sin 73-årige nabo Bent Petersens ko. Manden er nu løsladt, men han er stadig tiltalt for tyveri af koen samt overtrædelse af våbenloven.
Efter at have skudt koen, parterede han den med en motorsav og tog kødet med sig. Koens skind blev fundet en skov i området.
Bent Petersens søn, Jørgen Petersen, er dybt rystet over episoden.
"Man må jo ikke være rigtig klog for at sige det på dansk. Man får jo associationer til film som 'Blinkende Lygter' og andre ting og sager, man har set i fjernsynet. Men man regner ikke med, at det sker i Danmark, ude i en skov og lige hvor man bor," siger han til dr.dk.
Den 600 kilo tunge ko stak af fra ejeren for en måned siden, og Bent Petersen har daglig gået ture i skoven for at finde sin ko. Søndag fik han at vide af en kvindelig kondiløber, at hun havde set den.
Søndag nat blev den dog skudt af den 69-årige, der kun bor en kilometer fra Bent Petersen. Politiet har ikke fundet grund til at sigte ham for hverken krybskytteri eller brud på dyreværnsloven.