Lars Løkke Rasmussen (V) har opført sig lige så slemt som Stein Bagger, da han i sin tid som sundhedsminister spildte en halv milliard på at betale overpris til landets privathospitaler. Det mener De Radikale.
Kritikken kommer, efter offentliggørelsen Rigsrevisionens netop udkomne rapport, der dokumenterer, at statsministeren tilbage i 2006 bevidst betalte 15 procent for meget for behandling af borgere på landets privathospitaler.
"Beløbet, der er tabt, svarer til det Stein Bagger svindlede med. Det er uhørt, og Lars Løkke har enten sovet i sin tid som sundhedsminister eller bevidst ladet sig snyde med priserne. Patienterne ville have haft bedre hjælp, hvis de knappe sundhedskroner var anvendt til behandling og ikke overpriser," siger den radikale sundhedsordfører Lone Dybkjær i en pressemeddelelse.