Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er ikke videre imponeret af de syv forslag, Socialdemokratiet tirsdag har lagt frem. Forslagene skal ifølge partiet sikre, at danske virksomheder kan få den arbejdskraft, de har brug for.
Socialdemokratiet betegner selv de syv forslag som et vækstudspil. Statsministeren vælger betegnelsen "pamflet" om forslagene, der især handler om mere efter- og videreuddannelse.
- Der er selvfølgelig nogle gode elementer. Og der er overskrifter, vi allerede arbejder med, siger Løkke.
- Fordi vi har jo allerede, inden den her pamflet fra Socialdemokratiet, aftalt med arbejdsmarkedets parter (arbejdsgivere og fagforeninger, red.), at vi skal tage hele diskussionen om efter- og videreuddannelse op.
- Så det er aftalt. Ligesom det også er aftalt, at det er klogt, at vi venter på, at overenskomstforhandlingerne kommer på plads.
Statsministeren mener dog også, at dele af udspillet "flagrer", siger han.
Han henviser til idéen om, at Danmark åbner jobcentre i sydeuropæiske lande for at tiltrække højtuddannede til de brancher, hvor der mangler arbejdskraft.
- Vi skal åbenbart tage ud og rekruttere bulgarere og rumænere. Samtidig med at vi gør det sværere at komme hertil for folk fra Australien og New Zealand.
/ritzau/