Begrebet skattestop har ikke haft meget vægt i de seneste kriseår, hvor både VK-regeringen og den nuværende S-R-SF-regering har gennemført milliardstore skatte- og afgiftsstigninger.
Men nu giver Venstre igen skattestoppet fra dagene med højkonjunktur en central plads. Det sker i Venstres forslag til finanslov for 2013.
- Skattestoppet er omdrejningspunktet for Venstres skattepolitik, hedder det i udspillet "Færre afgifter, flere arbejdspladser".
Her fastslår Venstre, at regeringen har "fjernet trygheden" for danskerne og for de danske virksomheder ved blandt andet at hæve skatterne med i sidste års finanslovaftale med fem milliarder kroner.
- Danskerne kan stole på, at hvis Venstre igen får regeringsmagten, vil det være slut med at hæve skatter og afgifter. Det skal ikke være dyrere at være dansker. Det skal ikke være dyrere at drive virksomhed.
- Tværtimod er det vores mål, at vi gradvist kan sænke skatten, hvis der er råd til det, hedder det i udspillet.
Skattestoppet var dog tæt på at blive aflivet under VK-regeringen, hvor man ifølge et svar fra den nuværende skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) til den socialdemokratiske skatteordfører Thomas Jensen hævede skatter og afgifter 287 gange fra 2001 til 2011.
Mest markant var den såkaldte Genopretningspakke fra 2010, hvor VK-regeringen hentede milliarder på blandt andet at suspendere de automatiske stigninger i skattefradraget for i stedet at fastholde dem uændret i kroner og øre i to år.
Cheføkonom i Cepos Mads Lundby Hansen er overrasket over, at skattestoppet nu igen er blevet en central del af Venstres økonomiske politik.
- Det har ikke været så højt på agendaen under Lars Løkke og efter regeringsskiftet.
- Men når man ser på den udvikling, der har været med sidste års finanslov med øgede skatter og afgifter for seks milliarder kroner og den øgede grænsehandel, så underbygger det behovet for et skattestop, siger Mads Lundby Hansen.
/ritzau/