Endnu engang fremkommer Carsten Kofoed (CK) med grove påstande om, at regeringen lyver og gentager, at statsministeren og udenrigsministeren er krigsforbrydere. Samme CK påstod, at krigen i Irak var en oliekrig , og at USA ønskede at besætte landet til evig tid for at styrke sit »overherredømme over verden«.

Hvis det virkelig var målet, hvordan hænger det så sammen med, at man trækker sig ud, når situationen er til det? Ja, man kan måske endda spørge, om situationen er til at begynde at gøre det i dette tilfælde.

CK hyldede martyrpræsidenten Saddam Hussein som Iraks »legitime, folkevalgte præsident« og påstod, at Saddams forbrydelser var det pure opspind, noget den amerikanske regering lige havde fundet på, så man kunne få en undskyldning for at dræbe CK s store forbillede. Et frit Irak for CK indebar en tilbagevenden til Saddam-styret, som han gang på gang har lovprist. Et regime hvor hele familier blev tortureret eller myrdet, hvis en enkelt havde handlet mod præsidentens ønsker.

Det vestlige demokrati tolererer tilstedeværelsen af vanvittige ekstremister som CK. Hvordan ville Saddams styre have håndteret en kritiker, som havde sagt blot en promille af, hvad CK har sagt?