Foghs udskænkning af alkohol til unge under 18 år er stærk kritisabel. Det mener LO Ungdom.
- Jeg synes, det er et meget meget uheldigt signal at sende og jeg er overrasket over, at statsministeren ikke gør mere for at overholde landets love. Det er stærkt kritisabelt, siger LO’s ungdomskonsulent Matias Bredde.
- Vi har store problemer rundt omkring i nattelivet med at barer og diskoteker ser stort på beværtningsloven. Det gælder både i forhold til udskænkning af alkohol og ansættelse af personer under 18 år, fortsætter Matias Bredde.
LO’s jobpatrulje, der i sommerperioden besøger virksomheder og arbejdspladser i hele landet, afslørede i 2007 49 sager, hvor unge under 18 år i strid med loven arbejdede i lokaler, hvor der udskænkes alkohol.
- Erfaringerne fra LO’s jobpatrulje er desværre ret klare og derfor er der behov for at politiet i større udstrækning griber ind over for overtrædelserne. Det kan Anders Fogh Rasmussen efter hans egen fodfejl passende bruge lejligheden til at indskærpe, siger Matias Bredde.