LO støtter de partier, som organisationen mener kæmper bedst for lønmodtagerne. På samme måde som private virksomheder støtter de partier, som de mener giver erhvervslivet de bedste forhold.

Sådan er det også frem mod kommunalvalget.

De borgerlige partier modtager penge fra mange virksomheder til at føre valgkamp for. Og Socialdemokraterne og partierne til venstre for midten får hjælp fra fagbevægelsen.

Støtten fra LO-fagbevægelsen har ikke fordums størrelse. Det giver en ubalance i, hvor mange penge fløjene har til rådighed. Men det nytter ikke at klynke.

Heller ikke når de 'rige' borgerlige partier nu kritiserer S, SF og Enhedslisten for at have lavet en underskrevet aftale med fagbevægelsen i flere store byer.

Det er en aftale, som ikke er juridisk bindende. Men den indeholder både aftaler om økonomisk støtte og politisk pejlemærker. Og her gør parterne sig sårbare over for beskyldninger, om at man kan købe sig til indflydelse. Hvilket ikke er noget, vi i Danmark normalt forbinder med demokrati.

Der er mange gode intentioner i aftalen. Men i en heftig valgkamp risikerer nuancerne tit at gå tabt. Modstanderne udnytter enhver blottelse. Derfor kan aftalen i sidste ende svække lønmodtagernes indflydelse. Og det er både ærgerligt og unødvendigt.