Da alverdens medier kunne berette, at de to Hollywood-stjerner Gossip Girl-skuespillerinden Blake Lively og skuespilleren Ryan Reynolds havde giftet sig, var de to endnu ikke mand og kone.
Søndag den 9. september holdt de to en privat ceremoni i South Carolina, men det viser sig nu, at de slet ikke blev gift.
Det blev de nemlig ifølge deres vielsesattest først fem dage senere. De lokale myndigheder beretter, at Blake Ellender Lively og Ryan Rodney Reynolds først søgte om at få papir på hinanden den 13. september, og at deres vielse er dateret til den 14. september.
Det skriver E! News.
Parret, der har været kærester et års tid, har endnu ikke fortalt offentligt om den store dag, men bryllupsplanlæggeren Tara Guerard siger til E! News, at det var en meget smuk ceremoni.
- Ryan og Blake ville gerne have, at det skulle føles hjemligt. Der var pyntet op, og der var live musik, og det var meget elegant og charmerende. Det var en smuk aften og en smuk begivenhed, siger hun.
Hvordan Blake Lively så ud i sin brudekjole, bliver afsløret i magasinet Martha Stewart Weddings, der har købt rettighederne til billederne.
/ritzau/