Peter Bergman
Opdateret kl. 13:48
Mobilepay er igen er fuldt funktionsdygtig. Det kan dog være, at systemet kører lidt langsommere, end det plejer, lyder det fra MobilePays danske presseafdeling.
----------
Det er fredag formiddag ikke muligt at logge på Mobilepay-appen.
Åbner man appen, får man følgende besked: "MobilePay fungerer desværre ikke lige nu. Vi arbejder på at løse problemet så hurtigt, vi kan".
Vipps Mobilepay skriver på sin hjemmeside, at man arbejder på at løse de tekniske problemer: "Vi oplever problemer med at logge på appen, og det påvirker alle brugere af Vipps Mobilepay-tjenesterne" skriver Mobilepay blandt andet.
Mobilepays danske presseafdeling bekræfter overfor Ritzau login-problemer, men forsikrer at man arbejder på højtryk på at få systemerne i drift igen.
- Vi er stadig i gang med at finde ud af, hvordan fejlen er opstået. Men vi kan berolige brugerne med, at der ikke er risiko for, at penge går tabt, og at der heller ikke er tale om et hackerangreb, lyder meldingen.
Det er kun tre dage siden, at MobilePay lancerede en ny version af mobilappen til sine 4,5 millioner danske brugere.
Nedbruddet kommer efter at betalingstjenesten oplevede store problemer flere steder efter opdateringen af appen. Kunder over hele landet oplevede problemer med at betale for deres varer med en Mobilepay-overførsel.
Desuden oplevede brugere, at opsagte betalingsaftaler igen fremstod som aktive.
Hos Mobilepays norske søstertjeneste, Vipps, bekræfter kommunikationschef Caroline Lunde fejlen, og fortæller til det norske medie VG, at man arbejder på at få rettet fejlen.