Skuespillerne Nikolaj Lie Kaas og Sidse Babett Knudsen får de to hovedpriser for Bedste Mandlige og Kvindelige Skuespiller ved uddelingen af den prestigefyldte skuespillerpris, Lauritzen-prisen.
Priserne uddeles torsdag af Lauritzen Fonden på Skuespilhusets Store Scene.
Ud over hæderen modtager hver skuespiller også en pengepræmie på 250.000 kroner og en hyldest på scenen med flotte ord fra priskomiteen.
- Sidse fastholder karakterens renhed, men aldrig uden sindets mørke sider, så vi får et nuanceret billede af hver eneste karakter. Hun kan mere indlysende end nogen anden i sin generation udnytte det albuerum, der er til den kreative og meddigtende skuespiller.
Sidse Babett Knudsen fik sit gennembrud i Let's Get Lost (1997) og bliver især husket fra Den Eneste Ene og som statsminister i Borgen.
Priskomitéen fremhæver ligeledes Lie Kaas' store gennembrud i Drengene fra Skt. Petri (1991), skurkerollen i Engle og Dæmoner og som Dirch Passer i Dirch.
- Udadtil ligner Nikolaj Lie Kaas jo en glad dreng. Naiv, åben, smilet der kan blive så stort, at det nærmest fylder hele ansigtet, lyder begrundelsen fra priskomitéen.
- Men bagved begejstringen og det åbne udtryk er der et mørke. Noget smertefyldt. Det er i de dybtliggende øjne, der kan blive næsten sorte, i panden der kan rynke så meget, at det er som om, der trækkes et gardin ned foran ansigtet.
Lauritzen-prisen uddeles hvert år til en mandlig og en kvindelig skuespiller, der har markeret sig med en unik præstation i teatret, biografen, radiodrama eller tv-serie.
Ud over Lauritzen-prisen vælger priskomitéen også modtagere til fire andre priser.
Visionsprisen går til instruktør og teaterchef Pelle Koppel, Backstage-prisen til tv-producent Sven Clausen, Wauw-prisen til Sonja Oppenhagen og Believe in You-prisen til Lise Baastrup og Mikkel Boe Følsgaard.
/ritzau/