Den engelske Formel 1-stjerne Lewis Hamilton fra McLaren har ikke opgivet at fange Fernando Alonso i hans Ferrari i kampen om årets VM-titel.
Hamilton, hvis fremtid hos McLaren er et meget debatteret emne de seneste uger, var lørdag hurtigst i kvalifikationen til Singapores grand prix.
Dermed fortsætter han de gode takter fra det seneste løb, hvor Hamilton sejrede ved det italienske grand prix på Monza-banen.
Alonso må nøjes med en startplads som nummer fem i aftenløbet, som køres i Singapores gader.
Nummer tre i den samlede stilling, finske Kimi Räikkönen fra Lotus-teamet, skuffede fælt og starter som nummer 12.
Venezuelaneren Pastor Maldonado overraskede til gengæld positivt i sin Williams-racer, da han var næsthurtigst i kvalifikationen.
Den regerende verdensmester Sebastian Vettel fra Red Bull-teamet starter som nummer fire.
/ritzau/