Lewandowski spolerer CL-starten for Ajax

Borussia Dortmunds polske angriber Robert Lewandowski scorede tre minutter før slutfløjt i 1-0-sejr over Ajax.

Ajax Amsterdam var tæt på at få et point med hjem fra mødet med Borussia Dortmund, men de hollandske mestre - med tre danskere på banen - måtte forlade Tyskland med et nederlag på 0-1.

Tre minutter før slutfløjt bankede Dortmund-angriberen Robert Lewandowski bolden i mål til ellevild jubel på Signal Iduna Park.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Hollænderne blev fra start sat under et voldsomt tryk af de tyske mestre, men især rutinerede Christian Poulsen var god til at trække tempoet ud af kampen, og danskeren fik ofte sat en bremse for værternes angreb.

I det nedsatte tempo fik Ajax-spillerne skabt flere gode chancer, og efter bare 12 minutter burde Christian Eriksen have åbnet målscoringen. Dortmund-keeper Roman Weidenfeller kom stormende ud ad sit mål og fik reddet danskerens forsøg til hjørnespark.

Ajax-veteranen Ryan Babel var en evig trussel og den tidligere Liverpool-spiller havde flere gode chancer for at komme på måltavlen.

Dortmund dominerende alligevel spillet i størstedelen af kampen, og efter pausen blev gæsterne udsat for et sandt bombardement.

Matchvinder Robert Lewandowski havde en gigantisk chance, da han med en sparkefinte fik to Ajax-spillere til at vælte ned i græsset, men med frit udsyn til hollændernes mål tordnede Dortmund-angriberen bolden forbi mål.

Efter en lille times spil fik værterne tilkendt et tvivlsomt straffespark, da Mario Götze faldt til jorden i feltet. Men Mats Hummels brændte med et svagt skud på Ajax-målmand Kenneth Vermeer, der let fik kontrol over bolden.

Til sidst lykkedes det alligevel Dortmund at få scoret, da bolden blev headet hen til Lewandowski, der efter endnu en sparkefinte bankede bolden i mål til 1-0.

I kampen slutfase sendte Ajax Lasse Schöne på banen, men danskeren nåede ikke at sat et aftryk på sin debutkamp i Champions League.

I den anden kamp i gruppe D slog Real Madrid på hjemmebane 3-2 mod Manchester City.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.