Lettelse hos Ferguson efter smal sejr

Det er en yderst lettet Alex Ferguson efter Manchester Uniteds 1-0-sejr over Galatasaray i Champions League.

Sidste sæsons fiasko i Champions League er ikke glemt for Alex Ferguson.

Derfor er Manchester United-manageren en glad herre, efter at englænderne onsdag aften vandt åbningskampen i gruppespillet med 1-0 hjemme over tyrkiske Galatasaray.

- Tre point i den første kamp er meget vigtigt, især med tanke på sidste sæson, siger skotten ifølge Reuters.

Ferguson henviser til, at Manchester United overraskende røg ud i gruppespillet i sidste sæsons Champions League.

Dengang blev det hjemme på Old Trafford til pointtab til både FC Basel og Benfica, som begge fik uafgjort med hjem fra Manchester.

- I første halvleg mod Galatasaray gav vi meget væk, og de var stærke i kontrafasen. Efter pausen var vi mere solide i bagkæden, og det var os, der producerede alle chancer.

- Det var en god åbningskamp for os, fordi Galatasaray spillede godt, så vi skulle være skarpe hele tiden, siger Ferguson, som måtte se tyrkerne ramme træværket tre gange i opgøret.

Det var midtbanespilleren Michael Carrick, som blev matchvinder for Manchester United.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.