Endnu en gang er det meget omtalte arktiske møde grunden til, at Lene Espersen (K) igen får høvl i ny afstemning.
Lene Espersen løber nemlig med titlen som den politiker, der har begået årets største bommert på Christiansborg i år.
I en afstemning foretaget af 3.827 af politikens.dk's læsere, mener mere end 70 procent, at udenrigsministeren er berettiget til at løbe af med titlen.
Også gruppeformændene for Socialdemokraterne, SF, de radikale og Liberal Alliance valgte at nominere Espersen til den knap så flatterende titel.
"Prisen må tilfalde Lene Espersen for sin mangel på situationsfornemmelse i forhold til den nye udenrigsministerpost, da hun valgte ikke at mødes med Hillary Clinton og bagefter brugte to måneder på at erkende, at det var en fejl. Det er en bommert, som jeg sjældent har set i dansk politik," skriver gruppeformand for Socialdemokraterne, Carsten Hansen, i sin indstilling af Lene Espersen ifølge Politiken.
Som en lille trøst får flere socialdemokratiskes politikere dog også nogle nomineringer med på vejen.
Det skyldes blandt andet den omdiskuterede privatskole-sag, hvor det kom frem, at flere personer fra den socialdemokratiske folketingsgruppe har børn i privatskoler samt 'En Fair Løsning-udspillet'.