Den malaysiske badmintonstjerne Lee Chong Wei er blevet alvorligt skadet i knæet og går glip af næste måneds All England i Birmingham, skriver nyhedsbureauet AFP.
Han langer samtidig ud efter danske Morten Frost, der er teknisk direktør for badmintonforbundet i Malaysia.
Lee Chong Wei blev skadet, da han gled under træning i Academy Badminton Malaysia, som er de nye faciliteter, forbundet stiller til rådighed for spillerne.
Den olympisk sølvmedaljevinder havde tidligere givet udtryk for, at faciliteterne ikke var i orden, men ifølge ham selv er han ikke blevet taget seriøst af hverken Morten Frost eller chef for forbundet Lawrence Chew.
- Jeg har mistet tålmodigheden med Morten. Denne skade var det sidste halmstrå, siger Lee Chong Wei ifølge den lokale avis The Star.
Lee Chong Wei mener, at underlaget i hallen var glat, og at intet var sket for at rette op på det. Malaysias landshold havde trænet i arenaen i en uge.
- Hvad der er endnu hårdere, er måden Morten håndterede min skade på. I stedet for at spørge til min tilstand, spurgte han min træner, om jeg vil trække mig tilbage. Jeg er såret, lyder det fra Lee Chong Wei.
Malaysieren har vundet sølv ved de seneste tre olympiske lege og har vundet den prestigefyldte All England-titel tre gange.
Lee Chong Wei er blevet 34 år, og der har været spekuleret i, at denne sæson ville blive hans sidste på topplan.
I sidste måned sagde Lee Chong Wei, at han håbede på at vinde VM i Skotland i august, inden han stoppede karrieren.
/ritzau/