- Det er jo det rene galimatias.
Sådan lyder det fra Landsforeningen Lediges Vilkår, der blev skiftet ved årsskiftet, om de fyringer, der finder sted i øjeblikket samtidig med, at samfundet bruger milliarder på at administrere ledige.
Foreningen vil gøre op med den nytteløse beskæftigelsespolitik, som koster kassen og fastholder ledige i passivitet, skriver Politiken.
- I stedet for at give de ledige penge for ikke at lave noget, kunne vi da lige så godt arbejde for pengene, og her taler jeg både om private og offentlige virksomheder, siger Erik Huigen, formand for Landsforeningen Lediges Vilkår til avisen.
Han foreslår, at alle ledige får en OFA - Offentligt Finansieret Ansættelse, hvor de offentlige ydelser bliver omregnet til regulære løntimer i de fag og brancher, der mangler arbejdskraft.
Forslaget ligner til forveksling det forslag, Danmarks Lærerforening for nylig kom med om, at alle nyuddannede ledige lærere arbejder halv tid for deres dagpenge.
Landsforeningen præsenterer i disse måneder sine ideer for en lang række fagforeninger, organisationer og politikere herunder beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).
Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen betegner de lediges forslag for både fornuftige og samfundsmæssigt idioti.
Det skyldes, at det umiddelbart er fornuftigt at lade ledige arbejde for deres understøttelse. På den anden side vil forslaget betyde, at lønnen trykkes. Samtidig har samfundet brug for, at arbejdskraft flyttes fra det offentlige og over i det private.