Swansea var ikke så langt fra at få point, som lørdagens 0-2-nederlag til Aston Villa i Birmingham kunne indikere.
Det mener Swanseas danske manager Michael Laudrup.
- Det var små detaljer, der tippede det hele fra positivt til negativt, siger Laudrup til skysports.com.
- Vi begyndte godt i første halvleg og havde et par store chancer. Især et forsøg fra Nathan Dyer fra kanten af feltet, men det var en god redning.
- Fem minutter senere scorede de så et mål, konstaterer den danske træner.
- I de sidste 20 minutter måtte vi spille med større risiko med fire-fem meget offensive spillere på banen, og det gav selvfølgelig noget plads bagude, og med et par minutter tilbage scorede de igen.
Generelt mener Laudrup, at det var en blandet indsats, han så fra sit hold.
- Vi gav måske bolden lidt for nemt væk, men når vi satte fart på, så skabte vi også nogle store chancer, siger danskeren, der talte tre-fire store tilbud.
Swansea har efter fire spillerunder syv point i Premier League. Lørdagens nederlag til Aston Villa var Michael Laudrups første siden ansættelsen i den walisiske klub.
/ritzau/