Laudrup efter lussing: Vi bad om problemer

Swanseas danske manager mener, at hans hold selv bærer en stor del af skylden for 0-3-nederlaget til Everton.

Michael Laudrup har ingen undskyldninger, kun ærgrelser, efter at Swansea lørdag tabte 0-3 hjemme til Everton i Premier League.

Den danske manager mener, at hans hold selv bærer meget af ansvaret for dukkerten.

- De første 30 minutter var skuffende, siger Michael Laudrup til BBC.

- Vi gav meget væk i den periode. I de første 10 minutter af kampen gav vi seks frispark væk, og når man møder spillere som (Victor) Anichebe og (Marouane) Fellaini, så er det som om, man beder om problemer, siger danskeren.

Swansea var bagud 0-2 ved pausen i den chancerige kamp.

12 minutter inde i anden halvleg blev hjemmeholdets indskiftede Nathan Dyer strittet ud efter to gule kort på få minutter.

- Vi kom tilbage og skabte chancer. Men med det røde kort ved 0-2 var det umuligt at vende kampen, siger Michael Laudrup.

- Hvis jeg skal sige noget positivt, er det, at vi stadig skabte chancer, og Tim Howard (Evertons målmand, red.) blev vist kampens spiller. Måske siger det noget.

- Men det, der overskygger alt andet for mig i dag, er vores præstation i de første 30 minutter. Den viser, at hvis vi ikke er der 100 procent, hvis vi ikke spiller hurtigt og er for langsomme, så får vi problemer mod alle hold, siger Michael Laudrup.

Swansea har syv point efter fem kampe i Premier League, men holdet har tabt de to seneste kampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.