Lasse Ormholt Schrøder vidste ikke, hvad han så på dér i vandkanten. En dukke i menneskeform, men uden hoved, og højre arm og ben manglede også.
På dukken var et skilt med teksten "MAKE LESS".
- Jeg troede først, at det var sådan en dukke, man smider i vandet for at træne bjærgning den, fortæller han.
Lasse Ormholt Schrøder, der bor i Grenaa, men ofte sejler til Tunø i sin båd, var ude for at samle skrald og besluttede sig for at trække den drivvåde dukke flere kilometer rundt om øen.
Han besluttede sig også for at lægge et opslag op i den lokale Tunø-gruppe på Facebook. På det tidspunkt anede han stadig ikke, hvad det egentlig var.
- Men der gik kun fem minutter, så blev jeg ringet op af en fra Godsbanen, som forklarede mig, at det her altså var et kunststykke.
Og ganske rigtigt havde Godsbanen i Aarhus ni dage tidligere mistet kunstværket 'OUR Activist' og senere også efterlyst den.
'Vi kan se på overvågningsbilleder, at han er fjernet fra Godsbanen fredag aften kl. 22.33 og har forladt huset sammen med to personer og i flere personers påsyn i Godsbanens gårdhave,' skrev Godsbanen i efterlysningen på Facebook.
Værket er lavet af kunstneren Milan Florián Flícek i samarbejde med Barbora Surá i 2023 og er udlånt til Godsbanen af Statens Kunstfond.
Og efter sin forsvinden er den altså nu fundet. Hele 25 kilometer væk. På en lille ø.
Hvordan den er endt der, står ikke klart. Men Lasse Ormholt Schrøder har et bud, der er mere simpelt, end man kunne tro.
- Den kan sagtens være smidt i åen i Aarhus og så drevet hele vejen herned.
Lasse Ormholt Schrøder er uddannet erhvervsdykker og har flere gange set andre genstande drive meget længere væk.
Godsbanen skriver nu på Facebook, at det er deres dukke, og takker for hjælpen med at finde den. De er dog fortsat interesserede i at finde værkets hoved, ben og arme, der ikke blev fundet på Tunø.
'OUR Activist' er nu låst inde på havnen på Tunø og vil senere blive overdraget til Godsbanen.