De havde håbet, at de kunne gå om ikke hele vejen, så i hvert fald halvdelen af vejen til trofæet i Vild med dans. Men allerede i den første udstemning måtte Lars Rasmussen og Malene Østergaard vinke farvel til drømmen.
- Vi er meget hårdt ramt lige nu. Hold kæft, det gør ondt, siger parret kort efter afgørelsen til Ritzau.
Men det, der gør allermest ondt for Lars Rasmussen, er, at han føler, at det er hans skyld, at Malene Østergaard allerede nu må rejse hjem til Los Angeles, hvor hun bor til daglig.
- Selvfølgelig er jeg ked af at jeg mister det sammenhold, vi har fået her i Vild med dans, men mest af alt er jeg ked af, at jeg føler, at jeg har skuffet Malene, siger Lars Rasmussen.
- Der skal ikke være nogen tvivl om, at Malene er en af de dygtigste dansere i dette program, siger han.
De to nåede på kort tid at blive rigtig gode venner.
- Vi har tilbragt så meget tid sammen, vi har spist sammen, set film sammen og gjort alt på nær sovet sammen. Hun er den bedste veninde, jeg nogensinde har haft og kommer til at få, siger han.
Malene Østergaard og Lars Rasmussen var i omdans med Saseline og Ronnie Handskemager. Begge de professionelle dansere er nye i Vild med dans, og det mener Malene Østergaard godt kan have kostet seernes stemmer.
- De andre dansere har en slags kendisfaktor, som jeg ikke har, men det vidste jeg jo fra starten af, og jeg valgte at tage det som en udfordring, siger hun.
/ritzau/