Danmark og Tjekkiet delte point efter 0-0 i den første VM-kvalifikationskamp lørdag i Parken, og det kan tjekkerne være klart mest tilfredse med.
FC Københavns Lars Jacobsen har også svært ved at juble, selv om der trods alt kom et point på kontoen.
- Jeg synes, vi har fortjent mere, men vi er ikke dygtige nok til at få puttet den i kassen, og så må det næstbedste være 0-0, siger han.
- Efter en lidt underlig start, spiser vi os ind, og i anden halvleg er vi et niveau eller to over tjekkerne. Vi har mere end rigeligt med chancer, men vi mangler skarphed i den sidste aflevering og i afslutningerne.
Den rutinerede forsvarsspiller mener ikke, danskerne burde have satset mere, end de gjorde.
- Man kan altid satse alt på et bræt, men det er første kamp i kvalifikationen, og vi ved også, hvad tjekkerne lurer på i dag. De ligger og lurer på de omstillinger, og dem skulle vi ikke løbe ind i. Vi skulle ikke tabe den her kamp, det er også meget vigtigt.
- Det er ikke en kamp, hvor man tager målmanden med frem til sidst, det ville være rimelig hovedløst, mener han.
I oktober venter to udekampe mod Bulgarien og Italien. Tre point hjemme mod Tjekkiet havde lunet i kufferten, men sådan gik det altså ikke.
- Man skal helst vinde sine hjemmekampe, så nu skal vi ud og have et resultat i Bulgarien, det er svært nok i sig selv, og så skal vi til San Siro. Der bliver nok at se til, siger Lars Jacobsen.
/ritzau/