Lars Eller blev Danmarks første målscorer i denne VM-turnering, men efter det overraskende 3-4-nederlag til Italien er humøret helt i bund hos NHL-spilleren.
Han mener, holdet viste et overraskende lavt niveau specielt i første periode, som blev tabt 0-2.
- Vi spillede langt under niveau i første periode. Til gengæld var vi bedre i anden og fik sluppet håndbremsen. Vi spillede ikke lige så godt i tredje periode, men vi fik alligevel skabt masser af chancer, som vi ikke fik udnyttet, siger Lars Eller.
- I overtiden spillede vi 50 sekunder i deres ende, og så fik de én chance og lavede målet, konstaterer den målfarlig wing.
Danskerne havde inden kampen gjort meget ud af at minde hinanden om, at Italien ikke er et dårligere hold, end at det sagtens kan drille Danmark, hvis ikke spillerne er helt oppe på mærkerne.
Alligevel leverede Danmark en totalt mislykket første periode, og Eller mener, at der i underbevidstheden måske alligevel har ligget en falsk tryghed efter den gode præstation mod Tjekkiet i fredags.
- Vi skal alle sammen spille bedre, end vi gjorde i dag. Vi tog måske for let på det. Måske troede vi, vi var bedre, end vi egentlig var, jeg ved det ikke.
- Vi sagde de rigtige ting inden kampen, og gik ind til kampen med den rigtige indstilling. Men på isen så det ikke sådan ud, siger Lars Eller, som var irriteret over, at Italien kom for let til sine fire scoringer.
- Tre mål skal være nok til at slå Italien, og efter min mening skal vi kigge mere på de fire, vi lukker ind, siger Lars Eller.