Bulgarien hentede tirsdag aften holdets første sejr i Danmarks gruppe i VM-kvalifikationen, da træner Luboslav Penevs mandskab slog Armenien med 1-0.
Stanislav Manolev blev matchvinder for bulgarerne med en scoring umiddelbart før pausen.
Værterne, der i sidste uge med rette kunne føle sig snydt for alle tre point i 2-2-kampen mod Italien, fik med sejren det helt rette rygstød frem mod holdets næste kamp den 12. oktober, hvor Danmark gæster Sofia.
Bulgarerne må dog undvære højrekanten Svetoslav Dyakov i den kamp, da han fik to advarsler mod armenierne og blev udvist. Det sender ham i karantæne mod Morten Olsens mandskab.
Opgøret mod Armenien, der havde den tidligere Randers-angriber Yura Movsisyan med fra start, blev særdeles hårdtspillet. Armenierne fik udvist to spillere i kampens sidste 20 minutter.
Bulgarien rykker op i toppen af kvalifikationsgruppe B med fire point. Danmark har et enkelt point efter lørdagens 0-0-kamp i Parken mod Tjekkiet.
Senere tirsdag spiller Italien og Malta også i Danmarks gruppe.
/ritzau/