De fattige og dem med korte uddannelser lever kortere end resten af danskerne. Nu skal en indsats målrettet samfundets svageste rette op på den stigende ulighed i sundhedssystemet.
Det initiativ bakker lægerne op om, fortæller bestyrelsesmedlem i Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og praktiserende læge på Nørrebro i København, Flemming Skovgaard.
- Som udgangspunkt er jeg positivt indstillet, og det er vi også i PLO, men vi mangler stadig at kende detaljerne, siger han om det nye initiativ.
Det er sundheds- og forebyggelsesminister Astrid Krag (SF), der lægger op til et såkaldt socialt servicetjek af sundhedsvæsnet med tre tiltag.
For det første skal sundhedsstatistikker fremover indeholde oplysninger om uddannelse, stilling, etnicitet og indkomst.
Derudover skal der oprettes et netværk, som skal følge patienters tur igennem sundhedssystemet og afdække, hvor de ressourcesvage patienter kommer i klemme.
Sidst, men ikke mindst skal kommunikationen i en landsdækkende sundhedskampagne målrettes de svage sociale grupper, som har mest brug for at ændre livsstil og forbrugsvaner.
- Hvis man virkelig skal flytte på sundheden, så er det netop de svageste grupper, man skal kigge på. Det er den helt rigtige vej at gå, siger Flemming Skovgaard.
På Nørrebro i København er middellevetiden helt nede på 73,3 år mod et landsgennemsnit på 79,5 år. Fra sin praksis her oplever Flemming Skovgaard selv, hvor svært det kan være at nå igennem til patienter med budskaber om sundhed.
- Det er sådan lidt, at de siger ja ja, og så sker der ikke noget. Det er i hvert fald det, jeg oplever. Der er mange andre ting, som presser dem i deres hverdag, så de har mindre overskud til at ændre de ting, de bør, siger Flemming Skovgaard.
/ritzau/