Kvium-værker solgt for millioner i Amsterdam

En samling Kvium-malerier indbragte ejeren flere millioner kroner på en auktion i Amsterdam tirsdag aften.

17 malerier af den danske billedkunstner Michael Kvium fik alle tirsdag hammerslag langt over vurderingen på en stor auktion hos Christie's i Amsterdam.

Alle malerier nåede over 100.000 kroner.

Det højeste hammerslag fik maleriet "Doble Pain", som gik for 57.400 euro (430.000 kroner), og det tredelte maleri fra 2008 "An Eye For A Tale And A Tale For An Eye" fik hammerslag på 50.200 euro (376.500 kroner).

Malerierne Pale view og Palescape blev begge solgt for 49.000 euro (367.500 kroner).

Christie havde vurderet alle de fire malerier til mellem 90.000 og 120.000 kroner hver.

Kursen på Kvium-malerier har været støt stigende de senere år, og dagens hammerslag tyder på, at den udvikling fortsætter.

Malerierne stammer fra Scheringa Museum of Realist Art i Spanbroek i det nordlige Holland. Museets ejer Dirk Scheringa er også grundlægger af DS Bank, der i 2009 gik konkurs.

På auktionen var i alt 160 malerier til salg. Alle sammen fra Scheringa Museum. Kviums malerier var blandt andet i selskab med malerier af Duane Hanson, Alex Katz og Eric Fischl.

Efter et dramatisk juridisk forløb er Scheringa Museum nu helt tømt for sine omtrent 1300 moderne værker.

Horsens Kunstmuseum ejer den største og vigtigste Kvium-samling i Danmark.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.