Hvis et dansk fodboldmandskab nogensinde skal gøre sig forhåbninger om at slå et engelsk mesterhold på udebane i Champions League, så er dagen kommet.
Tirsdag aften skal FC København op imod Leicester i Europas største klubturnering.
FCK er ankommet til den halvsøvnige midtengelske by med svulmende selvtillid efter en sæsonstart uden et eneste nederlag i 21 kampe.
Premier Leagues mirakelhold fra sidste sæson skræmmer ikke FCK-profilen William Kvist.
- Vi tror på alt lige for tiden. Sandsynligheden for en sejr er ikke så stor, men vi har set på nogle ting, som vi håber, at vi kan udnytte.
- Vi kan give det et forsøg. Hvis vi ikke får point, så kan vi lære til kampen mod dem om to uger i Parken, hvor jeg tror på, at vi kan ramme dem endnu mere, siger William Kvist.
Midtbaneprofilen synes, det er surrealistisk, at han skal forholde sig til, om FCK rent faktisk kan vinde tirsdagens opgør.
Selv om Leicester har indledt Champions League-gruppespillet med to sejre, så har holdet problemer i den hjemlige liga med otte point efter otte spillerunder. Det placerer Leicester på en 13.-plads.
- Leicester er trods alt engelsk mester, så der burde være klasseforskel.
- Jeg er stolt over, at vi er kommet dertil, hvor vi taler om, at vi måske kan tage tre point ude mod de engelske mestre i Champions League.
- Leicester præsterede noget unikt i sidste sæson, som man vil tale om i de næste 100 år. Det er umuligt at kopiere.
- Nu tænker alle, at de skal ligge deroppe, men året før var de ved at rykke ud af Premier League, siger han.
Leicester topper gruppe G med seks point, mens FCK indtager andenpladsen med fire point.
Tirsdagens opgør i Leicester spilles klokken 20.45. De to hold står overfor hinanden igen om to uger i København.
/ritzau/