En dansk kvinde var ombord på det Air-France fly der i går eftermiddag forsvandt ud for Brasiliens kyst.
Det danske udenrigsministerium bekræfter, at kvindens pårørende er underrettet, efter at Air France i går aftes offentliggjorde en liste med nationaliteterne på de 228 personer om bord på flyet.
I England sidder Patricia Coakley. Hendes mand var også ombord på fly AF 447:
"Børnene er ødelagte. men vi opgiver ikke håbet," siger Patricia Coakley til BBC. Mandens returrejse var to gange blevet aflyst, så det var slet ikke meningen, han skulle have været med det forulykkede fly.
Det formodes, at flyet kom ind i et uvejr, og det elektriske system svigtede, hvorefter flyet styrtede i havet omkring 300 kilometer ud fra Brasiliens kyst. Det er stadig ikke fundet.
Der var 61 franskmænd, 58 brasilianere og 26 tyskere om bord på flyet, der var på vej fra Rio de Janeiro til Paris. Derudover var der en række passagerer med andre nationaliteter, herunder en dansker, tre nordmænd, en svensker og en islænding.