Den danske OL-deltager i bordtennis Mie Skov fik søndag debut for Vedbæks herrehold i den bedste række med et 4-5-nederlag ude til Vestegnen.
Mie Skov, som har fået dispensation til at spille med herrerne, tabte begge sine singlekampe, og hun erkender, at det er noget andet end at møde kvindelige spillere.
- Normalt bliver jeg ikke straffet som her, hvis jeg ikke er helt skarp. Specielt på de tre første bolde skal jeg være skarpere. Mine korte server skal være 100 procent korte, ellers er de over mig med det samme, siger hun til Frederiksborg Amts Avis.
Kampene var noget tættere, end cifrene antyder. Mie Skov tabte således med tre gange 9-11 til svenskeren Viktor Fredrikson.
- Det var jo tre tætte sæt, og jeg følte også, at spillet var forholdsvist lige, når vi var ude i dueller. Ja, faktisk vandt jeg vel flere af dem, end han gjorde.
- Men han vinder en del nemme - netop på de tre første bolde, siger Mie Skov.