Kate Maria Vinther har en volumen på stemmen, som er hun vant til måtte råbe for at trænge igennem til sine omgivelser.
»JEG HAR MÅTTET BRUGE EN MASSE PENGE PÅ ADVOKATER BARE FOR AT FASTHOLDE BASALE RETTIGHEDER UNDER MIN AFSONING,« siger hun med en volumen blot et par decibel fra at råbe, mens hun bevæger sig uroligt rundt inden for den samme kvadratmeter i cellen i en blanding af ophidselse, indignation og ivrighed. Først efter en time sænker hun sin stemme og falder til ro på sengekanten, som udgør eneste mulige siddeplads i cellen for os begge. Kate Maria Vinther har efterhånden afsonet syv års fængel for at have været involveret i en sag om kokain, og hun sidder nu på Pension Engelsborg, som er et såkaldt udslusningssted, inden sin snarlige prøveløsladelse. Hendes celle minder mest af alt om et klubværelse med seng, skrivebord, skab, reol og tekøkken. Men det er en celle i et fængsel. For Kate Maria Vinther må ikke forlade Engelsborg på andet end sin beviligede udgange, som skal vænne hende til at færdes uden for fængslets mure igen. »Jeg er stadig frihedsberøvet,« siger hun.

Kun frihedsberøvelse

Ifølge straffeloven burde frihedsberøvelse udelukkende have udgjort straffen for Kate Maria Vinthers dom, men hendes afsoning blandt sexforbrydere, psykisk syge og narkomaner har udgjort en straf oveni straffen, mener hun.
»Jeg havde meget lidt til- fælles med de andre indsatte, så jeg holdt mig ofte i min celle frem for at hænge ud i fællesrummet« siger Kate Maria Vinther. Hun medgiver, at det nok ikke har været nogen let opgave for Direktoratet for Kriminalforsorgen at placere hende blandt ligesindede indsatte. For det første er hun kvinde. For det andet er hun velfungerende. Ingen af delene findes der særlig mange indsatte af i de danske fængsler. »Men der er afdelinger for velfungerende fanger, jeg har bare aldrig siddet på dem, « siger hun.
En af udløberne af at afsone med kvindelige narkomaner var rutinen med urinprøver. Uanset at Kate Maria Vinther ikke var narkoman, skulle hun lave urinprøver. »Jeg skulle sidde og tisse på et toilet med et spejl bag mig og en fængselsfunktionær foran mig, som så kunne tjekke i spejlet, at det var min urin, der landede i koppen. Hun kunne se det hele! Det var så ydmygende. Jeg prøvede at modsætte mig det, men regler er regler i fængslet,« siger Kate Maria Vinther. Hun fik at vide, at hvis hun ikke ville lave en urinprøve, ville fængselsfunktionæren skrive i hendes journal, at hun tog stoffer. Så hun lavede urinprøve på urinprøve, som bekræftede, at hun ikke havde stoffer i kroppen.
For Kate Maria Vinther gjaldt det om at finde noget indholdsrigt at bruge sin tid på, og hun besluttede at begynde at læse igen.
Hun havde tidligere læst på Kunstakademiet i København og ernæret sig som selvstændig designer i København og på Costa Rica.

Forstå samfundet

Hendes dom og fængselsstraf udløste et behov for at forstå det danske samfund derfor skulle det være en videregående uddannelse på universitetet. Enten kunsthistorie eller litteraturvidenskab. Ifølge straffuldbyrdelsesloven har indsatte krav på adgang til uddannelse, så Kate Maria Vinther havde paragrafferne med sig.
»Alligevel måtte jeg kæmpe for at få lov til at tage en uddannelse under min afsoning, og da jeg var blevet optaget på Litteraturvidenskab på Københavns Universitet, måtte jeg kæmpe for at få mulighed for at passe den«. Da biblioteket blev nedlagt for at give mere plads til fængselspersonalet, blev de indsatte under uddannelse henvist til et lokale lige ved siden af et støjende værksted i kælderen.
»Jeg udbad mig derfor i lang tid høreværn«. Kate Maria Vinther havde også svært ved at få beviliget de bøger, som hun skulle bruge. Hun havde meget begrænset adgang til at læse mails fra studiet.
»Og sådan blev det bare ved,« siger hun. Heldigvis fik hun iværksat, at en medstuderende lavede optagelser af forelæsningerne, ligesom nogle af underviserne var så venlige at undervise hende privat i fængslet. Hendes uddannelse hjalp hende til at formulere og forstå nogle af alle de tanker, der kørte rundt i hovedet på hende.
»Nogle gange var det bare for meget, så var det befriende at læse tekster, som for eksempel fik mig til at erkende, at jeg var ved at blive fremmed for mig selv, fordi jeg hverken kunne spejle mig i min familie eller mine venner, se mig selv på fotografier eller bare se mig selv i et stort spejl. Ikke at jeg plejede at stå og glo i spejlet i timevis, men jeg mistede ligesom billedet af mig selv,« siger hun.

Isolationsfængsling

Kate Maria Vinther er blevet flyttet en del rundt under sin afsoning. To gange blev hun isolationsfængslet i et arresthus, fordi Direktoratet for Kriminalforsorgen mente, at hun havde planer om at flygte.
»Jeg har siddet i isolation i to år af min afsoning,« siger hun og ryster uforstående på hovedet. En af gangene var i Kolding Arrest. »Jeg blev placeret på en afdeling med sexforbrydere og pædofile, men jeg anede det ikke,« siger hun og fortsætter: »Det fandt jeg først ud af, da en medindsat sagde til mig:
»Pas lige lidt på ham, som du mødte i træningslokalet, for han sidder inde for at have overfaldet og voldtaget en kvinde«.
Kate Maria Vinter kigger op i loftet.
»Jeg havde været låst inde alene i et træningslokale i kælderen under arresten med en sexforbryder.« Kate Maria Vinther bad derefter en kvindelig fængselsfunktionær om hjælp til at undgå at komme til at træne sammen med den pågældende mand.
»Men da hun næste dag fulgte mig derned, var han der stadig. Først tænke jeg, at så måtte jeg bare konfrontere ham. Det gjorde jeg så. Jeg sagde, at jeg godt vidste, hvad han sad inde for, og at han ikke skulle så meget som overveje at gøre mig noget, for så... Men da jeg lavede rygøvelser uden at kunne se ham, kunne jeg mærke, at det her gjorde mig nervøs. Hvis han overfaldt mig, så ville jeg ikke kunne se det komme, jeg ville ikke kunne nå over til klokken på væggen til fængselsfunktionærerne, og selv hvis jeg kunne, ville der snildt gå et kvarter inden de dukkede op.«

Boede med psykisk syg

Derefter bad Kate Maria Vinther om at blive flyttet til en anden afdeling, og blev det. Men sådan gik det ikke altid.
Ud over årene i Ringe Statsfængsel og årene i isolation i arresthusene har Kate Maria Vinther også afsonet i Statsfængslet ved Horserød. Her blev hun placeret i en dobbeltcelle med en psykisk syg kvinde. »Hvordan skulle jeg kunne sidde derinde og passe mit studie?«
Kate Maria Vinther bad flere gange om at blive flyttet på andre afdelinger uden at få det imødekommet. Ifølge hende selv, skyldtes det, at hun under sin afsoning er blevet betegnet som meget besværlig, fordi hun har kæmpet mod fængselssystemet, lige siden hun blev fængslet. »Initiativrige og engagerede fanger, der forsøger at fastholde fangernes rettigheder, sådan som jeg har gjort, bliver simpelthen flyttet rundt systematisk, for at knække dem og deres netværk,« siger Kate Maria Vinther og fortsætter:
»Jeg har nægtet at lade mig knække og indtage en offerrolle, sådan som jeg har set mange af de andre kvinder gøre, fordi det udløser medlidenhed. Jeg har stået på min ret. Måske er det derfor jeg har kunnet klare mig herinde, som en af få kvinder, blandt så mange mænd,« siger hun.
Hun har svært ved at forstå, at der er gået så mange år af hendes tilværelse. Med et knips med fingerne viser hun, hvor hurtigt hun synes tiden er gået.
»Jeg har virkelig forsøgt at bruge min tid under min afsoning fremfor at fylde den ud. Der er ikke noget mere trist end at høre indsatte sige: »Nå, men så fik jeg tiden til at gå med det«. Jeg har haft lovet mig selv, at hver dag skal der bare være fem til ti minutter af værdi,« siger Kate Maria Vinther, der snart kan ligge en hverdag på afdelinger med narkomaner og sexforbrydere bag sig.
»Men jeg kan mærke, at jeg skal træne mig selv til igen at færdes blandt mange mennesker. Jeg er begyndt at lægge mærke til, at hvis jeg er sammen med mange mennesker, kan jeg føle sådan et fysisk ubehag over at have dem så tæt på, for eksempel i offentlige transportmidler,« siger Kate Maria Vinther, der netop inden for de sidste måneder har fået mulighed for at tage s-toget ind til forelæsninger på Københavns Universitet.
Inden afsoningen var Kate med sine egne ord udadvendt og bombastisk.
»Nu er jeg mere betragteren. Det er ikke nødvendigvis dårligere, det er bare anderledes end før,« siger hun og tilføjer: »Jeg håber, at jeg med min indsigt og erfaring kan bidrage til at ændre på forholdene for fangerne i fængselsvæsenet.
Artiklen er baseret på interview samt aktindsigt i Kate Maria Vinthers dokumenter fra afsoningen.