En kvinde på en større dansk virksomhed kan se frem til 10.000 kroner, fordi hun ikke blev indkaldt til den årlige lønsamtale, mens hun var på barsel.
Det har en dom fra Sø- og Handelsretten netop slået fast.
Marianne Andersen, advokat i Dansk Erhverv, siger, at dommen er et 'wake up call' til alle danske virksomheder.
"Virksomheden har glemt samtalen, fordi kvinden ikke har sin daglige gang på arbejdspladsen. Dommen er en reminder om at huske at holde lønsamtaler med alle," siger hun til Newspaq.
Dommen slår dog også fast, at en kvinde på barsel ikke automatisk har ret til en lønstigning, mens hun er væk.
"En lønsamtale giver ikke automatisk ret til mere i løn. Det er op til lønmodtageren at dokumentere, at man er stillet lønmæssigt dårligere end sine kolleger," siger Marianne Andersen.
Som barslende har man kun ret til en godtgørelse for manglende lønsamtale, hvis det er praksis på virksomheden at holde sådanne samtaler og alle øvrige kolleger er blevet indkaldt.
Dommen faldt den 22. juni. Virksomheden har ønsket at være anonym.