Ritzau
Opdateret kl. 18:34
En ældre kvinde mistede livet, da en brand hærgede et rækkehus i Bernadotteparken i Himmelev ved Roskilde.
Der blev slået alarm kort efter klokken 14 mandag, og politiet og brandvæsen var hurtigt til stede på adressen.
Da det var lykkedes at få branden slukket, fandt man en kvinde i huset, der tilsyneladende var omkommet i flammerne.
Det er endnu ikke lykkedes at identificere brandofferet, men politiet formoder, at der er tale om den 78-årige beboer.
Teknikere har undersøgt brandtomten, ligesom en retsmediciner har undersøgt den afdøde.
Og indtil videre er der ikke noget, som tyder på, at der er foregået noget mistænkeligt i forbindelse med branden.
- Vi arbejder med en teori om, at branden kan være opstået som følge af rygning, men vi udelukker ikke noget, før vi har fået resultatet af obduktionen, siger vagthavende ved Midt- og Vestsjællands Politi.
Den kvindelige beboers pårørende er underrettet om branden.
/ritzau/