Hvem tilhører kunsten? Er anmelderne vigtigere end de værker, de skriver om? Er kuratorerne på landets museer og udstillingssteder mere betydningsfulde end de kunstnere, der udstiller?

Den diskussion bølger i øjeblikket omkring Charlottenborg, hvor kunstnersammenslutningerne Grønningen, Corner, Den Gyldne og Pro er hældt ud for at give plads til netop de udstillinger, det passer Charlottenborgs direktør at udvælge.

Gennem 100 år har de fire sammenslutninger 16 uger årligt selv kunnet definere, hvad der var værd at udstille – som et åndehul mellem byens kuraterede udstillinger. Sådan er det ikke mere: Københavnere og andet godtfolk, der trofast er dukket op til de traditionsrige udstillinger, skal ikke længere en gang om året have indblik i, hvad kunstnerne selv vælger at udstille.

Man kan undre sig over, at der netop under en borgerlig kulturminister har været behov for at strømline de etablerede kunstneres sidste fristed. Byen er fyldt med kunsthaller, gallerier og museer, hvor det er andre end kunstnerne selv, der bestemmer, så hvorfor dog udrydde det sidste fristed?

Oven i købet leverer kunstnerne hvert år et meget stort antal besøgende, og Grønningens netop afsluttede udstilling har solgt værker for mere end fire millioner kroner. Interessen er der altså i rigt mål.

I forgårs besatte kunstnerne så udstillingslokalerne i protest mod lukningen, og selvom der ikke er meget slumstormer i Peter Bonnén og Gorm Eriksen må man da håbe, at de har humør til at holde ud, så vi slipper for, at Charlottenborg året rundt skal være lige så friseret som resten af byens udstillingsvægge.