Kunstner bag Obama-værk straffes for løgn

Gadekunstneren Shepard Fairey har forsøgt at løbe om hjørner med domstol i New York, lyder det i ny dom.

Den amerikanske kunstner Shepard Fairey, som sidste år gæstede København og blev overfaldet, er blevet dømt for at lyve over for retten i New York.

Hans berømte værk, som viser et stiliseret portræt af den amerikanske præsident, Barack Obama, ledsaget af ordene HOPE (håb) og PROGRESS (fremskridt), bygger delvist på et pressefoto fra nyhedsbureauet AP.

I forbindelse med en civil retssag mod AP i New York er Shepard Fairey nu blevet dømt for blandt andet at fremlægge falske dokumenter for retten og for at nægte at følge rettens ordrer.

Straffen er en betinget dom med to års prøvetid og en bøde på 25.000 dollar, oplyser statsadvokat Preet Bharara fredag.

En domstol på Manhattan i New York fastslår, at kunstneren også forsøgte at få et vidne til at afgive falsk forklaring for retten.

Under retssagen har Fairey, der er fra Los Angeles, i øvrigt hævdet, at hans Obama-værker ikke krænker AP's ophavsret. Han har ønsket at få rettens ord for, at hans brug af et foto fra AP var beskyttet af doktrinen om "rimelig brug".

Fairey er kendt for sin street-art, men hans besøg i København i august sidste år fik også omtale, fordi der tilsyneladende opstod store diskussioner om hans værk på Jagtvej 71, som var nabo til det daværende Ungdomshus.

Under en fernisering på et kunstgalleri i Kødbyen fik han flere slag i hovedet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.