Fra midnat er det udelukkende personer, der har fået mindst et vaccinestik, der må benytte offentlig transport i Grønland.
Det siger landsstyreformand i Grønland Múte B. Egede på et pressemøde mandag eftermiddag ifølge mediet Sermitsiaq.AG.
På nuværende tidspunkt er der 29 aktivt smittede i Grønland. Smitteantallet har ikke været højere i Grønland under coronapandemien.
Ind- og udrejseforbuddet i Qaqortoq og Sisimut ophæves fra midnat som følge af de nye krav.
- Vi er alle nødt til at tage et fælles ansvar og udvise stor forsigtighed, da vi endnu ikke ved, om der er tale om Delta-varianten, som spreder sig langt hurtigere end de tidligere covid-19-varianter, siger Múte B. Egede på pressemødet mandag eftermiddag.
Der er dog undtagelser for de nye krav. Hvis passagernes slutdestination er deres hjemby, så er de fritaget.
Reglerne gælder som udgangspunkt til udgangen af juli.
Der bliver dog ikke tale om, at man skal vise coronapas for at få lov til at benytte offentlige transportmidler, fordi myndighederne har tillid til, at befolkningen følger reglerne.
Derudover må ikke-vaccinerede heller ikke besøge værtshuse, restauranter og sportsfaciliteter.
Taxaer er ikke omfattet af restriktionerne. Derfor må ikke-vaccinerede godt køre med taxa.
Ifølge Sermitsiaq.AG er 18.915 personer i Grønland ud af befolkning på cirka 56.000 færdigvaccineret.
32.724 har fået mindst et vaccinestik.
Der er et forsamlingsforbud på 20 personer i Grønland, og det fastholdes også frem til af udgangen juli.
Torsdag i sidste uge besluttede den grønlandske regering at lave et ind- og udrejseforbud fra Qaqorotq og Sisimut på grund af smitte. Der var oplysninger fra begge byer om, at smittede havde deltaget i store arrangementer.
De restriktioner ophæves altså med de nye regler.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.