Næste gang Frederik Dessau fylder år, er det 80. Det er sådan set ikke noget, der huer ham, tværtimod, for det betyder ifølge ham selv, at han i stigende grad er tilskuer til livet i stedet for deltager.
Hvor alderen for andre kan være en befriende forandring, udgør den et savn for Dessau, der kort og koncist karakteriserer tilstanden med denne ene sætning:
»Jo ældre man bliver, jo mindre fylder man.«
At Dessau skulle fylde mindre end tidligere er nu ikke det indtryk, man får, når man sidder over for den kendte radiomand og forfatter, for han er lige så levende og nysgerrig som dengang, man kunne høre hans stemme i DR’s P1-programmer om alt fra Tjekhov til miljø. Og hans nye bog, Efter min mening , der udkommer i dag, er også et bevis på, at manden er til stede i livet.
Bogen er en essaysamling med hans personlige og etiske overvejelser om livet. Den behandler temaer som tidsånden, humanisme, melankoli blandt meget andet – og så noget så jordnært som forkølelser.
»Det er fordi, forkølelser er noget, vi alle har tilfælles,« siger han man et lille grin.
Elsker banaliteter
Men det er netop dét, der er formålet med den nye bog: At skrive om det banale.
»Jeg elsker banaliteter, for det er dét, vi er fælles om,« som Dessau udtrykker det.
»Men jeg har da overvejet, om ikke jeg i radioen og mine andre bøger har sagt, hvad jeg har at sige – og der er samtidig skrevet så meget kvalificeret af andre – men det kunne jo være, at jeg havde fået et andet syn på nogle af de ting, jeg har beskæftiget mig med tidligere. Jeg har opdaget, mens jeg skrev, at jeg har redigeret nogle holdninger.«
»På nogle punkter er jeg nok mindre kategorisk i dag, lidt mere forsonlig. For eksempel sådan noget som forfængelighed er jeg kommet på talefod med, efter jeg er blevet gammel. Det er ikke længere livet om at gøre at være succesfuld længere.«
Den nye essaysamling – der kommer umiddelbart efter et genoptryk af Dessaus 10 år gamle bestseller ’En lille bog om kærlighed’, der har solgt i godt 30.000 eksemplarer – er altså udtryk for det, der optager hans tanker lige nu.
Og selve formen, essays, giver ham muligheden for, som han kalder det, at sige tingene som de er.
»Den form for skriveri, som man kalder essayistik – som ikke er noget særligt indbydende begreb – betyder jo bare refleksion. Jeg skriver om de temaer, jeg er optaget af. Undervejs analyserer jeg et emne, vender det rundt og diskuterer det med mig selv. Det er ikke konklusionen, der er det væsentlige, det er mere de overvejelser, jeg gør mig hen ad vejen, og de spørgsmål der dukker op. Jeg sender noget videre af mine tanker, og hvad der videre sker, ved jeg ikke.«
Bruger sig selv
I mange af diskussionerne bruger Frederik Dessau sig selv og sit liv som eksempel.
»Når man udtrykker sig om ting, som er fælles for mange af os, så har læseren krav på at vide, hvem fanden det er, der skriver – derfor inddrager jeg mig selv, mit eget liv, mine børn, forældre, mit ægteskab. Det er ikke, fordi jeg har behov for at skrive om mig selv, men mere fordi jeg synes, man skal træde i karakter over for folk, når man belemrer dem med sine meninger.«
»De skal vide, hvad man er for en, i modsætning til, hvis man læser skønlitteratur. Jeg siger altid til mine skønlitterære venner: ’I skal hele tiden finde på noget, bruge fantasien. Jeg kan jo bare sige det, som det er.’«
»Men for at sige det groft, så kan vi nok ikke sige hinanden så meget nyt, men vi kan minde hinanden om, hvad vi ved i forvejen, men måske ikke lige på den måde.«
Medierne og magten
Noget af det, Frederik Dessau gerne vil minde om, er, at historien gentager sig.
Selvom den nye bog på ingen måde er fuld af politiske paroler, handler en del af den dog om ’tidsånden’ og dermed det nuværende politiske klima, som Dessau mener er forstemmende.
Han vil forfærdelig gerne tale om andet end politik, men det er alligevel dér, det ender. Også fordi bogens kapitler om depression, sundhed, historieløshed, sygdom, frihed osv. alle indirekte kredser om begrebet ’tidsånden.’
Samtidig forsøger Dessau dog hele tiden bevidst at holde sig for øje ikke at falde i en ’Jeronimus-grøft’ og mene, at tingene var meget bedre før i tiden, selvom det med hans egne ord ikke helt kan undgås,
»Det med, at alting var bedre før, er noget vrøvl. Det var det jo mildest talt heller ikke, når jeg ser tilbage på det. Men når man ser på, hvad der sker i øjeblikket, er det svært for mig ikke at tænke tilbage på fortiden. Når man har levet under Anden Verdenskrig, så er det ganske modbydeligt at være vidne til den højredrejning, der sker lige nu. Tingene gentager sig. Sommetider spørger man sig selv, hvad det egentlig var, Anden Verdenskrig handlede om. Se på, hvad vi selv har valgt at lade os regere af. «
»Danmark bliver regeret af et fascistoidt mindretal, som er regeringens støtteparti. Men jeg er sådan set ikke så interesseret i partierne og politikerne, mere af hvorfor vælgerne stemmer, som de gør. Medierne fokuserer på politikerne i dag, men politikerne er vel bare opsatte på at komme til magten og at beholde den, og det er jo ikke så underligt.«
»Men jeg synes folk, de der stemmer, er underlige. Det er bedrøveligt. Og det er også her, historieløsheden kommer ind. Hvis man havde en erindring om, hvad en sådan højredrejning, som skete i 30’erne, førte til, så ville man nok være mere på vagt over for, hvad der sker i dag.«
Frederik Dessau er godt klar over, at han er hård i tonen, og at han formentlig fremstår lidt naiv, men det ændrer ikke på hans udlægning af den politiske situation lige nu.«
Stadig venstreorienteret
»Markedsøkonomien, kapitalismen, er den eneste ideologi, der har overlevet, og den har givet så mange mennesker i den vestlige verden så mange goder, men den har nogle barske omkostninger.«
»Jeg synes, det er forstemmende, at vi herhjemme er mere optagede af de 10 procent, der ejer en fjerdedel af alt, end de 10 procent, der lever under fattigdomsgrænsen. For mig er politik et spørgsmål om at identificere sig med de svage, og det er selvfølgelig meget naivt og idealistisk. Man kan sige, at jeg kan jo sagtens, for jeg har mit på det tørre, men jeg har ikke glemt, hvordan det er ikke at have det.«
Han griner lidt, mens han siger det næste:
»Jeg går varmt ind for pladderhumanismen, og jeg bliver ikke ked af det, når nogen kalder mig det, fordi jeg synes, at lighed er bedre end ulighed, og at man skal tage sig af samfundets svageste.«
»Men jeg ved godt, jeg er forkert på alle områder i forhold til den herskende tidsånd. Jeg er venstreorienteret, pacifistisk og ikke religiøs, og jeg interesserer mig ikke for sport eller rock, men jeg er meget interesseret i, hvad der sker i samfundet.«
»Jeg foretrækker et humanistisk samfund i stedet for et markedsorienteret. Der er nogle, der kalder det politisk korrekt, og det, synes jeg, er sådan et mærkeligt ord. For så må det jo være ironisk, og så må man jo på et tidspunkt have ment, at det var rigtigt, mens man så nu gør nar ad det.«
Kun tvivlen
Kort sagt er Frederik Dessau med egne ord »meget foruroliget« over tingenes tilstand.
Men det er ham også magtpåliggende at understrege, at det ikke er hovedformålet med bogen. Det indgår bare i den.
»Problemet med den slags bøger er, at hvor skønlitteratur er noget, du oplever, er denne her slags et spørgsmål om, hvorvidt man er enig eller uenig i det holdningsmæssige. Hvis man er meget uenig, synes man nok ikke, det er en god bog.«
»Folk, der sympatiserer med det samme som jeg, vil synes den er ok, men folk, der er højreorienterede, vil ikke synes om den. Essayistikken vil blive vurderet på sine holdninger og ikke på sin evne til at behandle tingene. Selvom jeg håber, de, der er uenige, vil læse den.«
Uanset læsernes dom er sagen nu ude af Dessaus hænder.
Bogen er skrevet og trykt. Og i dag er den udkommet.
»Jeg har haft fornøjelsen af at føre samtaler og refleksion med mig selv, og det har jeg skrevet ned. Og så er bolden givet videre til læseren.«
»Jeg giver det ikke ud for at være sandhed. Jeg mener i øvrigt ikke, der er nogen sandheder. Kun tvivlen har ret.«
Efter min mening , Frederik Dessau, Gyldendal, 151 sider, 175 kr. Udkommer i dag.