Nu er prøverne af det københavnske drikkevand klar. De viser, at et mindre område end først antaget er inficeret af colibakterier. Det oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
Det er området mellem Tagensvej, Jagtvej, Åboulevarden og Nørre Farimagsgade, der har inficeret vand. Her skal vandet fortsat koges, hvis det skal bruges til at drikke eller til madlavning.
I resten af byen kan tørstige borgere ånde lettet op, åbne hanerne og begynde at drikke vandet igen.
"Selvom det er hårdt for de berørte borgere på Nørrebro og den lille del af indre by, er jeg rigtig glad for at vandforureningen trods alt kun berører en mindre del af byen. Jeg har gennem hele forløbet været tryg ved Københavns Energis håndtering af situationen - og jeg er glad for, at københavnerne har taget situationen så pænt," siger overborgmester Frank Jensen.
Københavns Energi er nu gået i gang med at gennemskylle vandrørene for at få bakterierne ud af vandet. Nye prøver viser, at bakterieniveauet allerede er ved at falde.
For de uheldige beboere i det ramte område er der endnu ikke fastsat et tidspunkt for, hvornår de kan begynde at bruge vandet igen.
Kommunen er nu i gang med at danne sig et overblik over, præcist hvor mange mennesker, der er berørt af coli-vandet i det tætbefolkede Nørrebro-område.
Se kort over det berørte område her