Søndag aften var den dygtige skuespiller dog selv hovedpersonen på Folketeatret i København, hvor hun var blandt modtagerne af den fornemme "Believe in you"-prisen, der uddeles af Lauritzenfonden og ud over stor hæder også kastede 50.000 kroner af sig til Flora Ofelia.
Det var da også en meget rørt skuespiller, som modtog prisen på scenen, fortæller ugebladet herognu.dk.
- Vi har alle sammen usikre perioder i vores liv, hvor man måske ikke tror så meget på sig selv. Sådan en periode har jeg været igennem. Den varede meget lang tid, og det er faktisk præcis et år siden i dag. Det at stå her nu, et år efter, og modtage en pris, der hedder 'Believe in you', er meget stort for mig, og jeg er så overvældet og taknemmelig for, at der er nogen, der tror på mig. Jeg er meget rørt. Jeg trækker lige vejret, lød det til bladet fra den 19-årige skuespiller.
Flora Ofelia Hofmann Lindal vandt helt tilbage i 2015 børnenes Melodi Grand Prix med sangen "Du Du Du" og har de sidste år høstet store roser for sin optræden i "Ulven kommer", "Du som er i himlen" og senest "Birthday Girl".
På Folketeatret kunne hun så tilføje endnu en bedrift til CV'et, da hun er den foreløbig yngste nogensinde, som har modtaget "Believe in you"-prisen.
Også Sara Fanta Traore, Youssef Wayne Hvidtfeldt og Nina Rask var blandt prismodtagerne.