Saudi-Arabiens kronprins siger, at hans kamp mod korruption, som blev indledt sidste år, er en nødvendig "chokterapi".
Luksushotellet Ritz Carlton i den saudiarabiske hovedstad, Riyadh, blev forvandlet til en form for fængsel, da kronprins Mohammad bin Salman sidste år overraskende gav ordre til, at 381 prinser, forretningsmænd og højtstående embedsmænd skulle føres derhen for at blive afhørt og tilbageholdt.
De fleste af de tilbageholdte blev dog hurtigt løsladt, deriblandt den globale investor prins Alwaleed bin Talal.
En del af de tilbageholdte blev først frigivet efter at have indgået finansielle aftaler med regeringen, som siger, at aktionen sikrede statskassen over 100 milliarder dollar (knap 610 milliarder kroner).
Justitsministeriet i Riyadh har sagt, at 56 personer stadig er tilbageholdt. Det menes, at de er flyttet til et fængsel og måske vil blive stillet for retten.
Det statslige budget har i år et underskud på 195 milliarder riyaler (317 milliarder kroner).
I et interview med Washington Post siger Mohammad bin Salman, at "det er som at have en krop, hvor der er cancer overalt".
- Det er korruptionens cancer. Det er nødvendigt med cellegiftsbehandling, hvis hele kroppen ikke skal blive ødelagt af canceren, siger han.
Kritikere siger, at kampagnen er et spil og en magtdemonstration, som udføres af den 32-årige kronprins og hans inderkreds, som ønsker at mindske Saudi-Arabiens afhængighed af olie og modernisere det dybt konservative kongerige.
Moderniseringerne gælder blandt andet planer om statsligt sponsorerede koncerter, fjernelse af forbud mod biografer, kvindelige bilister og mere turisme.
Mohammad bin Salman er nummer to i landet efter sin aldrende far, kong Salman. Kronprinsen har senest gennemført reformer i militæret og foretaget en række udskiftninger af militære ledere.
Kronprinsen står bag en mere aggressiv udenrigspolitik, men selv om saudiaraberne har brugt milliarder på en militær kampagne i Yemen, er det ikke lykkedes landet at nedkæmpe houthi-oprørere, der støttes af Iran.
/ritzau/Reuters