Efter et møde lørdag med Syriens præsident, Bashar al-Assad, advarer den internationale fredsmægler Lakhdar Brahimi om, at den forværrede konflikt i Syrien udgør en trussel både mod regionen og mod verden som helhed.
- Krisen er farlig og er blevet værre, og det er en trussel mod det syriske folk, regionen og verden, siger den nyligt udpegede Brahimi, som for nylig overtog posten fra den tidligere FN-generalsekretær Kofi Annan.
- Vi vil bestræbe os rigtig meget på at sørge for fremskridt og i øvrigt gøre vores bedste for at hjælpe det syriske folk, siger han.
- Den syriske regering har lovet at hjælpe udsendingens kontor i Damaskus med at gøre arbejdet ordentligt, siger Brahimi og refererer til kontoret, der er ledet af diplomaten Mokhtar Lamani.
- Vi vil være i forbindelse med de lande, der har interesse i og indflydelse på det syriske spørgsmål, tilføjer han.
Det omfatter vestlige lande med USA i spidsen, Golf-landene, der længe har opfordret Assad til at gå af, og regimets støtter, Rusland og Kina.
/ritzau/AFP