Når syge eller handicappede borgere sættes i fængsel, skal de ikke regne med at kunne få den behandling, de er vant til.
Sådan lyder det i en generel kommentar fra Kriminalforsorgen, efter at en advokat tirsdag i et retsmøde har rettet kritik mod fængselsvæsenet.
Advokat Niels Ulrik Heine forsvarer en 43-årig handicappet mand, der er lam fra livet og ned, og som sidder i kørestol.
Inden indsættelsen i Vestre Fængsel var han fri for smerter. Nu får han i Vestre Fængsels hospital fem til seks morfinpiller dagligt. Tidligere var han i behandling fire-fem gange om ugen, men Vestre Fængsel har afvist at fortsætte behandlingen, har advokaten oplyst.
- Man får simpelthen ikke sandfærdige udsagn fra Kriminalforsorgen med hensyn til hans tilstand, har advokaten blandt andet sagt.
Kriminalforsorgen ønsker med henvisning til tavshedspligten ikke at kommentere den konkrete sag.
Men generelt er det sådan, at fængslede "er underlagt en lang række begrænsninger, som har betydning for såvel den fysiske som psykiske trivsel og helbred", står der i en mail til Ritzau.
I Vestre Fængsels hospital er der "et begrænset tilbud til de indsatte i forhold til uden for fængslets mure, men personalet gør sig umage for at behandle bedst muligt," skriver Kriminalforsorgen.
"At sidde i fængsel, herunder være indlagt på et sygeafsnit i et fængsel, er på mange måder ikke en optimal situation, og de indsatte vil opleve, at de har andre vilkår i hverdagen end i eget hjem".
Den 43-årige blev varetægtsfængslet i oktober sidste år. Flere gange har hans forsvarer bedt dommere om at løslade manden.
Flere pårørende var tirsdag til stede ved retsmødet i byretten. De er bekymrede og siger, at deres slægtning også har udviklet diabetes under frihedsberøvelsen.
/ritzau/