Københavns Universitet er blevet undersøgt i sagen om Milena Penkowa, men vi mangler selve Videnskabsministeriet.
Sådan lyder kritikken fra SF ovenpå offentliggørelsen af rapporten om sagen; en rapport der gør det muligt for rektor Ralf Hemmingsen at blive siddende i sin stilling på universitetet.
"Jeg synes, den rapport vi har fået frem i dag, understreger med al tydelighed, at vi har brug for endnu en undersøgelse af hele dette sagsforløb. I særdeleshed mangler vi at få undersøgt den tidligere videnskabsminister Helge Sanders rolle i sagen," lyder det fra SFs Jonas Dahl.
Helge Sander er beskyldt for at have holdt hånden over Milena Penkowa og for at fremme hendes karriere i flere ved at lægge pres på universitetet i flere sager om hendes virke.
"Det er for tidligt at sige, om Helge Sander kan gøres ansvarlig for noget. Men der i hvert fald er meget klart nu, er, at der er brug for en uvildig undersøgelse, der belyser Helge Sanders rolle og Videnskabsministeriets rolle i sagen om beskyldningerne mod Forskningsrådet. De er jo blandt andet også kommet fra Milena Penkowa," siger Jonas Dahl.
Ifølge Newspaqs kilder vil videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen gerne have rektor Ralf Hemmingsen fyret. Men det kan hun ikke, da bestyrelsen på universitet ikke er politisk ansat. Derfor har hun ikke noget at skulle have sagt i den sag.
Det så Jonas Dahl gerne ændret.
"Vi har fra starten af ønsket en anden struktur i forhold til de bestyrelser, og hvordan de er konstrueret. Men det er ikke noget, vi får gennemført i denne sag," siger han.