Et jordskælv har natten til lørdag dansk tid ramt det sydvestlige Kina nær det populære ferieområde Shangri-La.
Mindst én person er blevet dræbt i rystelserne, der er blevet målt til 5,8 og ramte i en dybde af cirka 10 kilometer.
Det statslige kinesiske nyhedsbureau, Xinhua, rapporterer, at mindst tre andre er hårdt sårede, efter at deres bus blev ramt af sten, der faldt i forbindelse med et jordskred.
- De rystelser, området mærkede under jordskælvet her til morgen, var relativt alvorlige, siger talsmand for områdets partikontor Liao Wencai.
Skælvet ramte nær grænsen mellem provinserne Yunnan og Sichuan ved byen Benzilan, der ligger omkring 60 kilometer fra Shangri-La, der har fået sit navn efter det fiktive bjergparadis fra James Hilton-romanen "Tabte horisonter".
De lokale myndigheder tog navnet for at trække flere turister til området.
Ifølge kinesisk stats-tv er flere steder uden strøm, og redningsmandskab er sendt til området.
I juli omkom mindst 95 mennesker efter to jordskælv i den vestlige Gansu-provins.
Tidligere på året blev omkring 200 personer dræbt efter et skælv med styrken 6,6 i Sichuan-provinsen.
/ritzau/AFP