En rød bølge har ramt kysten i Chile. Det er dog ikke vandet, der har skiftet farve, derimod er det millioner af døde rejer, der giver den besynderlige farve. Stranden er blevet fuldstændig dækket af et tykt lag af de døde skaldyr.
Men selv om rejerne på kysten er et interessant syn, er det ikke noget, der glæder de lokale indbyggere. De lever nemlig af rejefiskeri, og de anklager nærliggende kraftværker for at være skyld i massedøden.
"De er mordere, de slår vores levebrød ihjel. De dræber livet i havet, alt det vi behøver for at kunne brødføde vores børn og sende dem i skole," siger fiskernes talsmand Marta Espinoza.
Myndighederne undersøger nu, om spildevand fra kraftværkerne virkelig kan have forårsaget rejernes død.