Ude i Atlanterhavet er en orkan ved at bygge sig op – og den sætter kurs mod Europa, skriver TV2 Vejret.
Lige nu måles der voldsomme vindhastigheder i orkanen, der har fået navnet Kirk – op mod 230 km/t.
Men efterhånden som den bevæger sig mod Europa, mister den lidt af pusten. Når den rammer kysterne, vil der sandsynligvis ”blot” være tale om en storm.
Men hvor den går i land, er endnu umuligt at sige. Det kan være Spanien eller Frankrig/England. Tager Kirk sidstnævnte rute, vil det med garanti også kunne mærkes i Danmark i form af store mængder regn og voldsom blæst.
Det er højsæson for tropiske orkaner, i sidste uge bragte Helene død og ødelæggelse til flere amerikanske delstater. Rester af tropiske orkaner når ofte Europa, men aldrig med samme kraft.